Forord

Denne bog behandler naturen i grænsen for, at han jo sådan ser den i praksis. Naturen er ikke vematisk. Det er mennesket, der arrangerer alle naturens fænomener i en slags systematik, for en vis skyld.

Naturen består af en umådelig mængde små samfund af dyr og planter, der tilsammen danner et lille hele, som befinder sig i naturlig balance. Det vil sige, at leveren med hinanden og af hinanden og holder hinanden i skak. I naturen er der virkelig lige sørget for, at intet træ vokser ind i himlen

Disse små samfund kan være en vandfaldsbeholder, en kvadratmeter markjord, og egetræ med dets rige beboere osv., samler sig i større samfund, f.eks. vandhullet, grøftekanten eller villahaven. Og disse samfund samler igen sig i de store enheder, som selve huset, heden, mosen, agerlandet, den friske vand, havet osv. Alle enheder, fra den mindste til den største, har deres karakteristiske beboere. Både dyr og planter er kræsne i deres valg af opholds- eller voksende områder. Nogle tider er de så kræsne, at de kan komme på ganske små områder Andre er mere brede i deres evne til at indstille sig på ændrede omgivelser, men i regulering er dyrenes og planternes margen mindre, end de fleste stiller sig. Blot en ændring på nogle få tiendedele af en grad i årsgennemsnitstemperaturen kan medvirke til, at dyre- og plantearter indvandrer og sætter sig hurtigt eller forsvinder.

Et typisk eksempel er sumpskildpadden. Den tidligere levevis i Danmark og findes endnu i Slesvig Hoisterne på den danske grænse. Nogle zoologiske haver er endelig så forsigtige, at de ikke er sikre. Desværre påståede, at de er uddøde i Danmark. Hvor kommer de ikke nordpå for grænsen? Intet af os kan mærke nogen forskel på klimaet over den par kilometer, der drejer sig om. Men at skelne er der: en lille bitte forskel på den gennemgående korte sommertemperatur

Sumpskildpadden kan sagtens klare sig om vinteren, men sommeren er lige netop for kølig til, at dens regulering nu kan blive klækket. Skulle temperaturen syd for grænsen gå samme vej, vil skildpadden også

forsvinde der, efterhånden som den gående eksempel falder fra, og der ikke kommer nye unger til i sin nordlige udbredelse er sumpskildpadden uhyre følsomt over for selv den mindste ændring i givelsen

Væsenerne, der kan opbevare store fordybninger og indsnævre dem på kraftige fordybninger i deres omgivelser, er i virkeligheden tydeligvis få. Det meste af plastik er mennesket, der er designet til at være teknikken, kan tydeliggøre sig fra pol til ækvator. Tæt på os, der følger dyrene, der lever i mennesker, stueetagen, rotten og musen, men ellers er de normale, at de kan tydeliggøre sig over mindre områder

Det, denne bog giver et lille glimt af, er en række af det lille og store samfund, som vor klodeorganisme danner. I en kaleidoskopisk overvågning bevæger vi os fra livet i vandløbet til dybdehavets og alpe-toppenes liv, fra det isnende polarområde til dens dæmpede regnskove. Men vi bevæger os også gennem årstider for den samme biotop ændrer sig stærkt i årets løb. Når efterårsblomsterne er forsvundet i sommer, giver de pladsen til andre, senere blomsterstrående planter. Når de tidligere efterårsindsigter er fjernet, overtager andre sultne munden af deres plads

Vi følger f.eks. skoven, fra knopperne lægges om efteråret, gennem den døde tid og foråret samt sommeren igennem, men ikke systematisk, kun som led i den større helhed, der udlægges af årets veksel

Man kunne tro, at en kaleidoskopisk fremstilling, som denne måtte give en mængde løsrevne brikker. Det har ikke været tanken. Den er derfor at illustrere, at alle disse facetter, hver med sit farvespil. Tilsammen udgør vi det, vi kalder naturen. Tanken er også direkte og indirekte, at pege på, at hver gang mennesket knuser en facet i sin tekniske fremmarch, går der noget i stykker i helheden, noget der ikke kan repareres. Den natur, vi ser omkring os, er et stort vidnesbyrd i al sin mangelfuldehed. Vi må ikke lemlæste den mere end nødvendig.

T. W. Langer