B reve i gammeldags Forstand bliver efterhaanden sjældne, men i Halv femserne var det anderledes. Dette Tisars Digtere ejede alle Betingel ser for at blive ideelle Brevakrivere. Efter deres Kunstopfattelse var Hem meligheden i Tilværelsen at finde bag ved Tingene. Paa denne Opdagelse skrev de Vers og Breve. Et Sted siger Stuckenberg: „Om jeg nogensinde kommer ud, tror jeg ikke, jeg skriver en Linje om det, jeg ser, eller snarere om det, der ligger bag ved, før jeg er vel hjemme igen og sidder med Kuf-ferten. Jeg tror aldrig, man skriver godt om andet end det Løv, der er faldet.” Da han kom ud, overholdt han denne Regel. „Hvad jeg bar med indvendig hjemmefra, har faaet nye Rammer og laant af den Skønhed, jeg har været i.”
De Breve, som Stuckenberg og hans Ven L. C. Nielsen sendte hinanden, er ikke Reportage, men Bekendelser, saa snart deres „Pengeplagerier” gav dem et Pusterum. De illustrerer den gamle Sandhed, at Kunstens Vej er tornefuld, rummer Tro paa Digterkaldet og formørkes af Mismod paa Grund af Kam-pen mellem Evner og Planer. Mit Hoved er som en Grube, der ikke mere udnyttes, fordi det ikke kan betale sig,” skriver L. C. Nielsen en Juleaften til sin Ven. „Minegangene ligger øde og sorte af Mørke, et Par, Steder er det, som glimtede et Skær af Metal. Naar Skakten en Dag styrter sammen, er der ikke mere nogen, som ved, med hvilken Energi der en Gang blev gravet dernede.”
Ogsaa om den Kreds, de to Digtere færdedes i, giver deres Breve god Be-sked, ligesaa om deres Syn paa den samtidige Litteratur, fra Henrik Ibsen til Johannes V. Jensen. Men først og sidst giver Brevene et Indblik i de to Venners Hjemliv og Rejser i Aarene fra 1896 og til Stuckenbergs Død 1905. Hans ægteskabelige Tragedie oprulles i faa Sætninger, men kaster sin Skygge over de fleste af Brevene efter Udenlandsrejsen.
Vilhelm Andersen har en Gang sagt, at Stuckenbergs Breve er hans bedste Prosa. Dette kan ogsaa gælde L. C. Nielsen.
GYLDENDAL
Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.