Som bebudet ved udsendelsen af,,DER VAR ENGANG -” foreligger nu en ny række digteres barndoms- og ungdomserindringer. „FORVENTNINGENS LAND” spænder over et århundrede, begyn-dende med Sophus Schandorphs skildringer af livet i Ringsted, som det formede sig omkring „Kongeligt Befordringskontor”, som faderen ledede, og sluttende ved d. 9. april 1940, som Birthe Arnbak oplevede i Gammel Estrup skovridergård.

Ligesom i forrige bind stifter læseren bekendtskab med lige så mange,steder” og miljøer, som der er digtere, i den mosaik af skiftende tids- og kulturbilleder, der findes i „Forventnin-gens land”.

Vi følger Henrik Pontoppidan på rejsen til Helsingør, hvor hans særprægede farbroder drev sin store købmandsgård, og videre til Møn med bedsteforældrenes historie og grave. Johan-nes Jørgensen genoplever i Italien sin barndoms jul i skipper-hjemmet i Svendborg, og Martin Andersen Nexø dystre ople-velser på Fælleden, da familien var flyttet fra Christianshavn til Østerbro.

Vi finder det himmerlandske søskendepar Johannes Vilhelm og Thit Jensen i dyrlægehjemmets skolestue og førstnævnte si-denhen på Viborg Katedralskole. Johannes Buchholtz følges på sin både mis- og vellykkede tur til hovedstaden for at søge be-skæftigelse, og Aase Hansen i „den grønne provins” med cen-trum i Frederiksværk, hvis selskabs- og kulturliv opleves i glimt.

„Landsforvist” fra Jylland til Sorø føler Hans Kirk sig som alumne på Akademiet og Jørgen Nielsen lige så prisgivet tje-nestedrengens alt for hårde tørn med dyrene; et liv på landet

Indlægget Forventningens land – Jørgen Andersen – del 2 blev først udgivet på Hobby-loppeshoppen.dk.

De Breve, som Stuckenberg og hans Ven L. C. Nielsen sendte hinanden, er ikke Reportage, men Bekendelser, saa snart deres „Pengeplagerier” gav dem et Pusterum. De illustrerer den gamle Sandhed, at Kunstens Vej er tornefuld, rummer Tro paa Digterkaldet og formørkes af Mismod paa Grund af Kam-pen mellem Evner og Planer. Mit Hoved er som en Grube, der ikke mere udnyttes, fordi det ikke kan betale sig,” skriver L. C. Nielsen en Juleaften til sin Ven. „Minegangene ligger øde og sorte af Mørke, et Par, Steder er det, som glimtede et Skær af Metal. Naar Skakten en Dag styrter sammen, er der ikke mere nogen, som ved, med hvilken Energi der en Gang blev gravet dernede.”

Ogsaa om den Kreds, de to Digtere færdedes i, giver deres Breve god Be-sked, ligesaa om deres Syn paa den samtidige Litteratur, fra Henrik Ibsen til Johannes V. Jensen. Men først og sidst giver Brevene et Indblik i de to Venners Hjemliv og Rejser i Aarene fra 1896 og til Stuckenbergs Død 1905. Hans ægteskabelige Tragedie oprulles i faa Sætninger, men kaster sin Skygge over de fleste af Brevene efter Udenlandsrejsen.

Vilhelm Andersen har en Gang sagt, at Stuckenbergs Breve er hans bedste Prosa. Dette kan ogsaa gælde L. C. Nielsen.

GYLDENDAL

Indlægget Breve mellem Viggo og Stuckenberg – Jørgen Andersen blev først udgivet på Hobby-loppeshoppen.dk.