Ti Aar efter…

TI AAR er gaaet, siden Dannebrog gik til Tops over et fra Tyskernes Voldsherredømme befriet Danmark. Det vi følte den 4. Maj 1945, da vi hørte det befriende Budskab fra London, staar endnu levende i vor Erin- dring. Selv fornemmer jeg endnu den dybe, hellige Følelse, som betog mig ved at høre Ordene Fribed for Danmark. Samtidig føltes dog Sorgen endnu dybere og stærkere over de af vore kære, som ikke fik Lov at opleve den Aften og de straalende Dage, der fulgte. Senere har jeg saa ofte tænkt paa, at de døde har det godt, de blev forskaanet for megen smaalig Splittelse og Misundelse.

Alt for optimistiske var maaske vi, som troede, at med Krigens Op- hør skulde og kunde der blive en stor og dejlig Verden at leve i. Ti Aar et gaaet, og vi har lært at se alt i et andet Lys og samtidig forstaaet, at den Brand, som dengang gik over Verden, ikke kunde slukkes paa Maa- neder og Aar.

Ti Aar er mange Dage, hver Dag lærer man lidt om det store Skak- spil, som trækkes om Verdens Skæbne, deraf skal vi lære ikke at se ned i Dybet, men fremad og opad mod den Lysning, som maa komme. Om den ikke kommer i min Tid eller i din Tid, en Gang maa den komme. Det var i den faste Tro, vore kære døde. I Troen paa en lys og lykkelig Verden, men først og sidst i Troen paa, at vort elskede, gamle Danmark maa spire og gro frem af det Blod, de gav for Frihed, Fremskridt og Ret.

GUDRUN FIIL