eksistensen, der har så høj en tone.
Maja ligger og tænker på fremtiden. Som hun er begyndt at kunne forestille sig ganske svagt.
Hver dag skal rulles ud foran hende lissom et af mormors store, hvide stykker tegnepapir. Tværs over denne store flade går skolebarnet med sine knæstrømper og sin skoletaske. Ud og ind mellem kørende biler, sporvogne og cykler. Og når da- gen er omme, så er hele dette store ark papir overtegnet med et væld af sorte slæbespor, streger og kruseduller, som det er meget svært at hitte rede i.
Hun ligger med hænderne under hodet og tænker på kæm- pemæssige vejudfletninger og lange lige kørebaner gennem enorme landskaber.
Hun kører over stepper og langs med blå floder, over me- talbroer og forbi kraftværker. Og ind gennem storbyer med titusinder af mennesker på gaderne og en sort røg, der pulses ud af skorstenene op i den gråhvide himmel.
Blodet dunker i hendes årer. Hvert eneste hjerteslag kom- mer lidt for sent. Som om hendes liv skal trækkes ud – længst muligt. Som om dette er selve det udtrækkende øjeblik.
Så stiger mørket op mellem fugerne i gulvbrædderne. Det sam- ler sig under sengen og servanten, under vindueskarmen og i krogene.
Lyset slipper sit greb i tingene. Det træder midt ud på stuens gulv, står stille, stiger ud gennem vinduerne, og trækkes med en mægtig bevægelse videre gennem træerne og op i himlen
Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.