Prolog på jorden

På bagsiden af sidste ark i manuskriptet ligger i dette øjeblik ligene af to degnfluer, mens otte-ni andre, der er levende endnu, flakser rundt ovenover. Det er fordi jeg lod vinduet stå åbent og lampen brænde, da jeg gik aftentur i Dyre- haven

Nu, tre måneder efter, har jeg kun en fotokopi af manuskrip- tet, fordi originalen ligger inde hos Gyldendal. På fotokopien er der aftryk af en døgnflue, som jeg må have tværet ud den- gang. Der flyver ingen ovenover. Det er ikke årstid for den slags længere…

Og du, kære læser, kan nu, et år eller mere efter, ikke finde antydningen af døgnfluer nogen steder på papiret. Eller ret- tere: Du kan finde netop den antydning, som det skrevne ord er. Værsåartig: Døgnflue. Det ligner ikke meget, vel?

På samme måde er det dig egentlig uvedkommende, når jeg takker Erik Ludvig, B. S. Ingemann, Alexandre Dumas, Carit Etlar, Johs. V. Jensen, Curt Weibull, Broby Johansen, Palle Lauring og Thorkild Hansen og ikke mindst J. R. R. Tolkien og alle jer andre, fordi I hver på jeres måde har givet mig smag for historie.

Alt det hører til mellem mine private erindringer. De erin- dringer, som du og jeg har til fælles, læser, er af en anden art. De samles af den videnskab, som hedder historie. Og det er langt fra altid en god historie. Privat kan jeg i hvert fald erindre mig mange bedre historier end verdenshistorien.

Men verdenshistorien er om ikke andet interessant, fordi det er den, vi har vedtaget at være fælles om, dengang vi opgav at tage Biblen helt bogstaveligt.

For eksempel var det af verdenshistorisk betydning, den