OM DENNE BOG

Der er en generel opfattelse blandt landboere, at sømænd elsker havet; dette er ikke altid sandt: nogle søfarende hader det. Dette had kunne let forstås i det 18. århundrede, da Dr. Samuel Johnson sagde dette: “Ingen mand vil være en sømand, der har nok påfund til at komme i fængsel; for at være på et skib er at være i et fængsel med risiko for at drukne. En mand i fængsel har mere plads, bedre mad og ofte bedre selskab.”

Livet til søs er ikke længere sådan en skærsild, men der er stadig mange sømænd, der hader havet, men ikke kan undslippe dets trældom.

Hvad er denne mystiske fascination, som gennem tiderne har trukket mænd væk fra komfortable hjem og familier og regelmæssige levevis? Ubevidst er det måske trangen til at flygte fra hverdagens bekymringer og forstyrrelser, fra monotonien i den gennemsnitlige arbejdsdag. For ligesom kystlinjen med dens mursten og mørtel trækker sig tilbage og forsvinder, forsvinder også bekymringerne ved livet på stranden

Eller det kan være, at den sande sømand identificerer sig med havet, for dets varierende stemninger minder meget om vores egne.

Slået af rasende vinde eller piskende byger bliver havet vredt og forvirret, ligesom mennesket gør, når det bliver plaget af uvenlige og uheldige begivenheder.

På stille, blygrå vinterdage virker havet dystert, ligesom mennesket gør, når det er fanget i en monoton tilværelses rille.

Nogle gange, i dagens svindende lys, synes havet at ruge trist; det gør mennesket også, når det tænker på fortid og svundne ting.

Menneskets lykke er også lidt ligesom havet, når det er klart og funklende under en venlig sol, der skinner fra en blå himmel.

Havets enorme vidder kalder på en fantomfrihed, den flygtige ting, som alle søger og kun finder meget få.

Sådan har sømænd i alle aldre måske søgt at undslippe kystlivets lidenhed og bekymring for at finde deres eget billede og muligvis frihed på det mystiske havs stadigt foranderlige ansigt