Henrys pakke, Perssons jakke, i hånden, og jeg er på nippet til at se hvem han er.

Her slutter drømmen hver gang, jeg vågner brat op og prøver at fastholde det svindende syn af hans vage silhouet i det mørke køkken. Men det lykkes aldrig længe nok til at jeg genkender ham. Det eneste jeg hver gang når at konstatere, er, at han på ingen måde ligner Persson. Han ligner snarere, hvis man kan sige det sådan, det stik modsatte af min fore- stilling om Persson.