Forord

Vi nordboer ejer i vore myter og sagn en enestående skat af litterær og kulturhistorisk art.

Der er tale om digte, heltesagn og fortællinger, som gennem mange århundreder er gået fra mund til mund og er blevet fremsagt af omrejsende skjalde, indtil de blev ned- skrevet. Det skete først med Bjovulfkvadet, som blev ned- skrevet af angelsachserne i England allerede omkring år 700; men det er de islandske og danske genfortællinger, som er de fyldigste.

Fra Island har vi i både den ‘Ældre Edda’ og i Snorre Sturlasons Yngre Edda’ såvel kvad som prosastykker fra den nordiske mytologi, for eksempel Vølvens spådom om Ragnarok, historien om, hvordan Tor henter sin hammer, og beretningen om Sifs gyldne hår. Der findes også mange heltesagn, for eksempel om Volsungen Sigurd Fafnersbane. Desuden har Snorre skrevet de norske kongesagaer, der foruden det historiske stof har en masse sagn, blandt andet Ynglingesaga.

Fra dansk side har vi Sakse, som ikke var munk, men en hirdmand i Absalons tjeneste; de islandske genfortællin- ger er skrevet på oldislandsk, men Sakse skrev på latin – og på en måde, der viser, at han må have været en meget lærd mand med indgående kendskab til den romerske litte- ratur. Det er hos ham, vi finder alle de gode gamle historier om Uffe den Spage, Rolf Krake, Vølund Smed og Amled.