Herman står i sit kammer og barberer sig ved lyset fra en flagermuslygte. Vægen er skæv, så den ryger hele tiden og sværter glasset sort i den ene side. Endelig er han færdig. Han ser på sit ur, egentlig er der tid nok, de plejer ikke at begynde så tidligt inde i byen, så han når det nok. Han klæder sig om og sætter sig et øjeblik på sengekanten for at tænke. Hele tiden siger det i hans hoved: Brug din ungdom, mens du har den. Han føler, at han har masser af kræfter.

Og så er hans tanker hele tiden ved Sofie. Hvor er hun dejlig, og hvor er hun fri og fuld af godt humør! Jo, han kan mærke, hvorledes hun drager ham til sigdér må han nok give sig, enten han vil eller ikke. Selvfølgelig er hun ikke af så fin familie, hendes far er teglbrænder. Ja, det er da et hæderligt arbejde, men man siger, at han drik- ker tæt. Nå, det må han selv om, det er jo ikke ham, han, Herman, ønsker at gifte sig med.

Herman sidder og får syner. Gifte sig ja, det er et problem af de helt store. Hans tanker vandrer ud et sted i sognet, der blev vel råd til et mindre sted. Hans forældre sad jo med en god lille gård, og selvom de var fire søskende, kunne de nok blive hjulpet lidt i vej allesammen. Jo, sådan et sted ville han sætte bo sammen med Sofie hvis hun da ville have ham, og det tror han næsten, hun vil.