Sneen går hårdt mod den gamle Bundgårds stuehus, der ligger i gårdens nordside. Den kommer lige fra nord- øst, det meste af tiden i hårde sæt, og stryger langs muren over vinduerne. Det sker imellem, at stormen ligesom drager ande et øjeblik, og da lyder det som en sagte rislen langs mur og vinduer.

Hanna ligger og lytter til alle disse lyde; de har skabt en uhyggelig stemning hos hende, så hun gruer for den tid, der endnu er tilbage af natten. Et sted i stuehuset slår klokken 3. Tre. Hanne vender sig vel for hundrede gang i nat. Tanker, hun ikke formår at styre, har holdt hende vågen, fra hun lagde sig i aftes.

Først har hun tænkt på sine forældre og på sin fars død for tre år siden. På en tur over marken ved vintertid havde han fundet en rusten roehakke, som han havde taget på skul- deren, den var vippet fra ham og havde givet ham en ubety- delig rift i den ene vrist, noget, den store mand regnede for intet. To døgn senere lå han død af blodforgiftning. Endnu kan Hanna næppe fatte, at hendes far døde på den måde. Hanna havde tænkt på begravelsen, alle de mennesker, der var kommet tilstede hele sognet var med, skrev avisen.