Kærligheden er en svøbe: den er tragisk, sindsoprivende, politisk sprængfarlig og årsag til alskens svig og intriger. Men den er også en velsignelse: lykkelig, sanselig, boblende og -vil nogle mene – strejfet af en guddommelig finger. Mange er de digtere, der har besunget den, og lige så mange de tænkere, der har forsøgt at indfange dens væsen ad intellektets vej. Alligevel forbliver kærligheden en gåde; en evig kilde til forundring over ømhedens og erotikkens sammenfiltrede spil.
Denne bog er det første bind i Kai Aalbæk-Nielsens værk om den europæiske kærligheds historie. En historie, som både indbefatter hverdagslivets, filosofiens og digtekunstens syn på sagen. Som læser inviteres man på vandring i de antikke bystaters gader og huse, man oplever ægteskabets og forførelsens ritualer og får indblik i de kærlighedsregler, der var gældende ved vor kulturs begyndelse.
Homer, Sapfo, Platon, Catul, Horats og Ovid udgør blot nogle få af de kilder, forfatteren anvender til at belyse spørgsmålene: Hvad var kærlighed dengang? Hvad er kærlighed nu?
Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.