Forord

1 kunstner genspejler den skitende tidsalder med en vægt, som langt overgår den skabende malers eller billedhuggers individuelle betydning. Ramses’ monumentale klippefigurer ved Abu Simbel bærer ikke blot vidnesbyrd om denne monarks uindskrænkede magt, men også om den ægyptiske faraoners magtfulde betydning som sådan. De græske diskoteker og kvindeskikkelserne i karyatidehallen på Erechteion er ikke alene i deres klassiske skønhed sublime kunstværker, men tillige symboler på den fysiske og religiøse kultur og på menneskets værdi i denne gyldne epoke Det romerske imperiums langtrækkende militærmagt udstråler Marcus Aurelius’ rytterstatue på Kapitol på samme måde som akvadukterne og torveanlæggene fastholder de romerske ingeniør-arkitekters fabelagtige evner, og triumfbuerne og ørestanderne vidner om de romerske våbens sejre og erobringer. Diokletians termer afsløringer med deres ekstravagante luksus og skjult uovertruffen smagsforfinelse og materiel kultur, mens de pompejianske vægmalerier levendegør tidens sportslege og annoncer for os. I de gammelkristne mosaikker, i de koptiske tekstiler og i de thailandske djævlemasker er der spøgelser fra de tidligere orientalske kejserriger, de store verdensreligioner gennem Asien og Europa og udviklingen af menneskets åndelige liv.

Hundredevis af orientalsk kunst har skabt kommende generationer ikke blot manuskripter og malerier af den mest udsøgte skønhed, men også tegnet vidnesbyrd om en af verdens ældste kulturer. Foruden optrin, handlinger, klædedragter og udsmykning har den penslensende næppe samme styrke fastholdt den buddhistiske filosofiske selvransagelse Andens selvtugt har avet den kunstneriske teknik. Kristendommens udbredelse over den vestlige verden finder man en talløs vidnesbyrd om i kirkearkitekturen og i de illuminerede manuskripter. Indgående og detaljeret beret her om den frygtelige kamp mellem kristendom og hedenskab, mellem mand og mand og nation og nation såsom de verdslige og sorgløse tildragelser og om den menneskelige tilværelses meningsløse.

Menneskets genvågnede trang til at kende og forstå verden og sig selv, som kulminerer i renæssancens strålende epoke, kan fuldt ud forstå og genopleve gennem disse hundredvis af prægtige kunstværker. Renæssancen ebbede ud og gav plads til barokken, og denne igen til sin tid med rokokoen, nyklassicismen og romantikken, blev menneskets levevilkår, virksomhed og inderste tanker registreret af malerens pensel, bymesterens mure og billedhuggerens lærdom Ingen anden menneskelig livsnyder afspejler så meget som kunsten menneskets vidunder og dets voksende forståelse for den udviklede verden, der giver det. I det tyvende århundrede har mennesket endelig spredt de længsler, der gennem årtusinder har knyttet det til jorden, og har fundet et blik mod de usynlige og ukendte verdener, indeni sig selv og ude i rummet. Vort hundrede abstrakte kunst er et fint registreret vidnesbyrd om denne fortsatte søgning.

Lars Rostrup Bøyesen