GARGANTUA og PANTAGRUEL
Ved renæssanceskikkelser forstår man gerne de store enere, men skønt fortællingens hovedskikkelser nok er giganter, elsker de samvæ- ret, deres liv har kun mening, når de er fælles om noget, det er storfa- miliens, massernes, folkefesternes kulturform, der dyrkes. Renæssan- cehumanismen havde to kilder at øse af til en begyndende kritik og for- nyelse af det statiske feudalsamfund, lærdommen og folketraditionen. Den blanding Rabelais skabte var enestående, idet han brugte folkekul- turen som platform, både æstetisk og ideologisk, til udtryk for en grænsebrydende livsfølelse, en ny dynamik, som kunne være farlig nok, og periodisk bragte ham i konflikt med papismen. Det blev imid- lertid hans humor, der overlevede. Når hans forrygende fortælling genudgives i dag, hænger det sammen med dens aktualitet i både litte- rære, kulturelle og politiske sammenhænge. Det tiår, som allerede er døbt de sorte firsere, kunne nok trænge til en farvetilsætning af livs- glæde og kunsten have behov for et andet næringsstof end privatlivets eksemplariske frustrationer eller arbejdslivets beklemmende oplevelser. Rabelais havde det held at kunne udnytte sine ganske brogede erfarin- ger og omstøbe dem til en fantasirealisme.
(AJ Torben Brostrams forord.)
Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.