INDLEDNING

Naar man ser bort fra de Salmer og Folkesange, der saa at sige er i alles Munde, er der intet an- det af Grundtvigs Digte, der har vundet saa vid en Udbredelse som Paaske-Liljen. Det er udkommet i mangfoldige Oplag, og man havde endogsaa ifjor det Særsyn, at den dramatiske Del deraf kunde frem- føres for fuldt Hus paa det kongelige Theater. En saadan Folkeyndest godtgør, at dette mer end hun- dredaarige Digt nu maa regnes for et virkelig klas- sisk Værk i den danske Literatur.

Men da det blev skrevet og trykt i Foraaret 1817, var der grumme liden Udsigt til, at det skulde vinde saa stort et Ry. Samtidens Kritikere omtalte det næsten ikke, og de faa, som skænkede det en flygtig Opmærksomhed, nævnte det blot som et sygeligt Udslag af Forfatterens Særhed og Selvforgudelse.

Kun Jens Baggesen, der selv laa i Strid med den herskende Retning i Literaturen, løftede det til Skyerne og erklærede helligen, at det eneste himmelske Digt af Danevirkes aandelige Opbygger: Paaske-Liljen, har ikke blot for mit Hoved og Hjerte mere Værd end alle Oehlenschlägers Skuespil og Sange; men at jeg har Øjeblikke, hvor jeg heller gad have skrevet dette ene høje, dybe, aandrige, tankefulde, med intet andet lignelige Kvad end mine egne samtlige, paa min Kritiks Guldvægt deraf op- vippede danske Digte.<<>